Matka

 trappe

Matka er en alsidig duo på den danske folkemusikscene, et nyt skud på Ask Yggdrassils stamme.
Med rødder i både den skandinavisk folkemusik og keltisk fortælletradition udfolder Maja Linde Christensen og Niss Stricker et univers af melodier og sange fra nær og fjern. Med udgangspunkt i  traditionelle melodier, ballader og historier giver Matka et bud på, hvordan den danske folkemusik anno 2010 kan lyde. Det er en levende musik, hvor integration ikke er et fy-ord, men et mantra.
Matkas musik er en rejse gennem sagn og fortællinger til et nutidigt vidnesbyrd om forskellighedens styrke. Et musikalsk billede, hvor fremmede udtryk og klangfarver smelter sammen, som når ørkenvinden suser gennem rugmarken.

Begge musikere har en lang række musikalske projekter bag sig. Niss Stricker (guitar, harpe og sang) er bedst kendt som én af de kreative sangskrivere i bandet Lotus Krokus, men indgår i mange prisværdige projekter deriblandt ”Digitaal Project” (nomineret til en Danish World Music Award i 2005) og har senest udgivet det anmelderroste soloalbum ”Under Himmelhavet” (2009). Maja Linde Christensen (violin og sang) er vokset op i et hjem, hvor den traditionelle danske  spillemandsmusik var en del af dagligdagen. Som datter af violinvirtuosen Hans Jørgen Christensen har hun allerede fra barnsben af været omgivet af traditionel skandinavisk musik og hun har gennem en årrække specialiseret sig inden for den svenske folkemusik med fokus på musikken fra Dalarne.

 

www.myspace.com/matkamusik